Bemærk: Vi træner kun hunde til mennesker med et bevægelseshandicap.
At få en hund ind i sit liv kræver grundige overvejelser, også når det gælder en servicehund. Du skal være klar til en mangeårig forpligtigelse og en ændring af hverdagen, som den måske ser ud nu.
Overvejelser inden ansøgning om en servicehund
Inden du ansøger om en servicehund råder vi dig til, at du overvejer følgende grundigt:
Motivation
Du skal VILLE det at have hund. Det er en livsstil at have servicehund. Hunden skal have daglig motion og aktiveres, i både regn og blæst. Du skal sørge for dens sundhed og velvære, pelspleje, og daglig eftersyn af tænder, ører og negle. Det skal du enten selv kunne klare, eller have mulighed for at få hjælp til.
Økonomi
Det er ikke billigt at holde hund. Selvom STH hjælper med rabatordninger til dyrefoder, skal du som minimum kunne afse 8000 kr. om året, eller knap 700 kr. om måneden til foder, vaccinationer, loppe- og flåtmidler, forsikring, dyrlæge, eventuel pasning/pension og uforudsete udgifter.
Når du bliver godkendt til en servicehund fra STH, tegner du et livstidsmedlemsskab af foreningen. Det koster det et engangsbeløb på 2.500,- kr.
STH stiller servicehunden gratis til rådighed for brugeren i hele hundens levetid. Men udgifter til hvalpeindkøb, træning, foder, dyrlæge, opfølgning med træning/vejledning osv. er selvfølgelig langt dyrere og løber op i et beløb på ca. 250.000 kr. (i hele hundes levetid). STH anmoder derfor ansøger om at søge tilskud til hunden fra sin kommune, da hunden kan betragtes som et hjælpemiddel efter Serviceloven. STH dækker de øvrige udgifter samt opfølgning i hele hundens levetid. Økonomien i STH er baseret på kontingenter fra foreningens knapt 400 medlemmer, sponsorater, privates gaver og donationer, samt legater og tilskud fra fonde og puljer og delvis kommunal betaling af servicehunden.
Netværk
Har du et netværk, der kan træde til og passe hunden, hvis du skulle blive syg, eller skal på ferie?
Kriterier for at få en servicehund via STH
Vi har derudover en række kriterier, der udelukker, at man kan få en servicehund gennem STH:
- Hvis du eller dine nærmeste lider af allergi overfor hund
- Hvis du ikke har en fysisk funktions nedsættelse
- Hvis der i forvejen er en hund i husstanden.
Hvem bestemmer, om man kan få en servicehund?
Mennesker med fysisk funktionsnedsættelse, bosat i Danmark, kan søge om en servicehund hos STH. Fysisk funktionsnedsættelse kan fx være delvis lammelse, rygmarvsskader, sklerose, polio, muskelsvind, cerebral parese, spasticitet eller amputation af lemmer.
Hunde til personer med psykiske lidelser
I STH - Servicehunde til Handicappede træner og udplacerer vi udelukkende hunde til mennesker med en fysisk funktionsnedsættelse.
Mennesker med diagnoser som angst, autisme, ADHD, PTSD og andre psykiske lidelser, kan vi desværre ikke hjælpe.
Vi har desværre heller ikke mulighed for at rådgive i forhold til indkøb og valg af private hunde, eller hjælper med træning eller certificering af egen hund.