Aktive servicehundeteams
Mød vores aktive servicehundeteams og se, hvilke hunde og brugere, der arbejder sammen om at skabe tryghed, selvstændighed og glæde i hverdagen.
STHs sorte labradortæve Flora er i løbet af 2020 blevet samtrænet med 24 årige Katrine Brønd Jensen fra Risskov ved Aarhus.
9. marts 2021
Til hverdag læser Katrine på pædagogseminariet på Via University i Aarhus.
Hun bor med sin kæreste Rasmus i en lejlighed med en lille gårdhave til og mange grønne områder lige udenfor døren. I umiddelbar nærhed ligger også en dejlig stor sø, masser af skov og strand.
I nærheden bor også Katrine's mor, far og lillesøster, som Katrine holder meget af at være sammen med.
Katrine har haft både hund og pony i barndommen, så hun er vant til at håndtere og omgås dyr, og hun har altid sat stor pris på samværet med de 4-benede, men efter at være flyttet hjemmefra, har hun savnet at have en hund omkring sig.
Katrine blev i barndommen ramt af kronisk børneleddegigt. Hun har mange operationer bag sig, og har stadig mange smerter, men optimismen og humøret er intakt trods udfordringer og begrænsninger.
Katrine har stå- og gangfunktion, men sidder for det meste i kørestol, når hun færdes ude.
Da Katrine ansøgte STH om en servicehund, var noget af det, der vægtede højest at få en 4-benet ven, som kunne motivere hende til at komme udenfor i naturen, give hende tryghed til tage på tur på egen hånd, og i det hele taget følge hende over alt. Desuden ønskede Katrine hjælp til at samle ting op og til at tage sko og tøj af.
I Flora har Katrine, fået alt det hun ønskede sig, og måske lidt mere til. Flora er en mild, rolig og meget stabil hund. Hun er opmærksom, arbejdsvillig og lydhør.
Under samtræningen oplevede vi, at Flora og Katrine meget hurtigt fik et godt og tæt samarbejde. Det skyldtes dels en rigtig god kemi, men også at Katrine arbejdede fokuseret, engageret og målrettet med de opgaver, hun blev stillet. Flora føler sig tryg og forstået i Katrines kyndige hænder, og det har været en fornøjelse at se.
Vi glæder os til at se meget mere til Katrine og Flora fremover.
Flora som hvalp
Flora hos hvalpeværter Britt og Claus
Flot servicehundeaspirant
Mød vores aktive servicehundeteams og se, hvilke hunde og brugere, der arbejder sammen om at skabe tryghed, selvstændighed og glæde i hverdagen.
Læs de seneste nyheder, historier og opdateringer fra STH – og få indsigt i vores arbejde, information om vores arrangementer, og mød de hvalpe og mennesker, som får glæde af vores servicehunde.